Hærvejsløbet

Danmarks største cykelevent starter i Aalborg

Når DGI Hærvejsløbet skydes i gang 23. juni 2018, bliver det med en helt ny rute. Danmarks største cykelevent udvider oplevelsen, så der nu kommer en rute fra nord i Aalborg til Viborg. 

På blot fem år er DGI Hærvejsløbet blevet Danmarks største årligt tilbagevendende cykelevent målt på antal deltagere. I 2017 deltog ikke færre end 5.200 cykelglade motionister på en af de syv distancer fordelt på landevej og MTB.

Nu udvider DGI Hærvejsløbet med endnu en rute i samarbejde med Aalborg Events. Denne gang går ruten fra nord mod syd, når en 125 km landevejsrute fra Aalborg til Viborg kommer på programmet i 2018. I Aalborg vækker det glæde, at en af Danmarks største motionsevents kommer til byen. 

"Vi er virkelig begejstrede for at kunne byde velkommen til DGI Hærvejsløbet her i Aalborg. Vi er altid glade, når arrangører udser vores by som ramme for en event, og den glæde bliver bestemt ikke mindre, når der er tale om så flot et arrangement som DGI Hærvejsløbet. Det er utrolig flot, at løbet har formået at få så højt et deltagerantal i løbet af så relativt kort tid, og jeg håber selvfølgelig på, at at udvidelsen med den nye rute fra Aalborg til Viborg også betyder, at flere aalborgensere og nordjyder vil deltage", fortæller Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen. 

Ambitionerne fortsætter

Da DGI Hærvejsløbet begyndte i 2013, var ambitionen at skabe Danmarks bedste og største motionsevent. Den ambition er nu nået, både med det største og ikke mindst bedste, da DGI Hærvejsløbet i 2016 blev kåret til Årets Cykelevent ved Danish Bike Award. Her stopper de store ambitioner for løbet dog ikke. 

"Vi ser hele tiden på, hvordan vi kan gøre oplevelsen endnu større for vores deltagere. Vores formål er at give deltagerne en ekstraordinær oplevelse, så de får lyst til at bevæge sig mere og ikke mindst, at ikke-aktive får lyst til at prøve kræfter med løbet," siger løbsleder for DGI Hærvejsløbet, Magnus Korsgaard Nielsen. 

Samtidig håber arrangørerne på, at en start i Aalborg kan være med til at tiltrække norske deltagere. 

Aalborg bryder med traditionerne

Den nye landevejsrute fra Aalborg bryder med en af de traditioner, der hidtil har været forbundet med DGI Hærvejsløbet. Hvor de syv nuværende ruter (tre på landevej og fire på MTB) alle starter i syd og bevæger sig nordpå mod Viborg, vil den nye landevejsrute starte i nord ved Aalborg og bevæge sig sydpå langs Hærvejen til Viborg. 

"Hærvejen er et stykke af vores kultur. Det vil vi gerne binde sammen med idrætten, så den gamle Hærvej bliver vejen til oplevelser. Vores mål er nået, når den almindelige cykelmotionist løfter blikket fra styret og med nye øjne betragter vores smukke lang på ruterne, der bugter sig i bakke og dal", fortæller løbslederen. 

Store oplevelser venter deltagerne

DGI Hærvejsløbets DNA har siden begyndelsen i 2013 været de foreningsdrevne depoter. Her har løbet virkelig skilt sig ud fra mængden med overdådigt udvalg af forfriskninger. Her bliver der ikke slækket på ruten fra Aalborg, hvor der vil være to stop for deltagerne. Det store depot på ruten bliver i smukke omgivelser ved Vikingecenter Fyrkat i Hobro, mens der tidligere på ruten serveres gratis is til deltagerne ved Vebbestrup Flødeis. 

Starten vil også være spektakulær, da deltagerne bliver sendt af sted fra Gammeltorv midt i Aalborg, hvorefter de kører ud af byen langs fjorden forbi Vestre Fjordpark. 

Ni ruter i 2018

Landevejsruten fra Aalborg er ikke den eneste fornyelse i 2018. Der kommer også en 70 km landevejsrute fra Nr. Snede, der følger de tidligere ruter til Viborg. 

I 2018 vil der således være hele ni forskellige ruter at vælge imellem - fem på landevej og fire på MTB. 

De fem landevejsruter er på henholdsvis 275 km (Flensborg-Viborg), 160 km (Vejen-Viborg), 125 km (Aalborg-Viborg), 70 km (Nr. Snede-Viborg= og 45 km (Funder-Viborg). 

De fire MTB-ruter er på henholdsvis 165 km (Danmarks længste MTB-løb Jelling-Viborg, 110 km (Bryrup-Viborg), 60 km (Engesvang-Viborg) og 40 km (Frederiks-Viborg).

Tilmelding til DGI Hærvejsløbet 2018 starter tirsdag den 24. oktober kl. 10.00 på www.dgi.dk/haervejsloebet

Tid og sted: 23. juni 2018, Gammeltorv i Aalborg

FØLG os og bliv opdateret

 OP