U21 Europamesterskab i Karate

U21 Europamesterskab 2019 i karate kommer til Aalborg, hvor det vil blive afviklet i Gigantium fra den 7. -10. februar.

De ansvarlige arrangører bag arrangementet er EKF European Karate Federation og Dansk Karate Forbund. Arrangørerne forventer Ca. 1.200 deltagende atleter, og samlet ca. 2.000 personer omkring stævnet.

"Det er stort for Dansk Karate Forbund at kunne tiltrække så stor en event til Danmark. Dansk Karate Forbund er i en stadig rivende udvikling med godt 12.000 medlemmer, og dette er en kulmination på det flotte stykke arbejde, som forbundet og dets medlemmer har gjort gennem de sidste mange år. Aalborg er et kraftcenter for karaten i Danmark med mange danske og internationale mestre. Det bliver stort for karaten og for byen, når byen rummer af kampråb og cirkelspark i ugen for mesterskaberne", fortæller Thomas Bjuring formand for Dansk Karate Forbund.

Hos Aalborg Kommune er der ligeledes stor begejstring for Europamesterskabet:

"Det er en virkelig god nyhed for Aalborg! Arrangementet passer helt suverænt ind i såvel Aalborg som Gigantium, og tidspunktet kunne ikke være bedre, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter: Aalborgenserne får et suverænt oplevelsestilbud i den mørke vinterperiode. Det er også helt fantastisk for vores lokale klub Aalborg Sportskarate, som i de seneste år har leveret nogle helt fantastiske resultater. Og sidst men ikke mindst generer et arrangement af denne størrelse både omtale af Aalborg og giver vores hoteller og restauranter noget at lave".

Mads Sølver Pedersen, fungerende rådmand, supplerer:

"Det bliver en fantastisk event for byen. Ikke mindst for det store og brede kampsportsmiljø vi har i kommunen, som vil få et stort løft af at opleve kampsport på absolut højeste plan. Samtidig håber vi også, at U21 EM i karate kan inspirere flere til at prøve kræfter med kampsporten, hvilket vil understøtte de mål vi har med projekt ”Bevæg dig for Livet” hvor vi gerne skal have gjort flere borgere fysisk aktive".

 

Det er første gang, at et officielt europamesterskab kommer til Danmark.

FØLG os og bliv opdateret

 OP