Kulturbroen åbner lørdag den 4. marts

Nyhedsbillede
28.02.2017

Den har været længe undervejs. Udskudt og så udskudt igen. Men nu er ventetiden endelig slut. Aalborg og Nørresundby rykker tættere sammen når Kulturbroen åbner lørdag den 4. marts. Alle er velkomne til at deltage i festlighederne.

Godt og vel 10 år er gået, siden ideen til en alternativ gang- og cykelbro over Limfjordens vande for første gang så dagens lys. Nu er den klar til at blive taget i brug. 

Samler byen og mennesker

Kulturbroen, der er koblet på den eksisterende jernbanebro, tjener naturligvis først og fremmest et praktisk formål. Den skal gøre det nemmere at krydse Limfjorden. 

Men den nye cykel- og gangbro har også et andet sigte. 

- Kulturbroen skal samle byen, og de mennesker der bor i den. Den er en invitation til udveksling, sammenhold og fællesskab, forklarer byrådsmedlem Jens Toft-Nielsen, der har været en bærende kraft i realiseringen af projektet, siden det tog form tilbage i 2005.

- Det har som bekendt været et langt sejt træk. Op- og nedture. Og følelser, der har siddet uden på tøjet. Men det har også været en fantastisk rejse med skulderklap og opbakning fra rigtig mange sider. Jeg er ydmyg og stolt over, at det er lykkedes - og virkelig glad på byens vegne, tilføjer Jens Toft-Nielsen. 

Mulighedernes bro

Også Aalborg Kommunes borgmester Thomas Kastrup-Larsen er glad for den nye faste forbindelse mellem Aalborg og Nørresundby.

- Det er jo lidt en gave til byen. Jeg er sikker på, at Kulturbroen bliver et kæmpe hit blandt borgerne. Nu bliver vejen til venskaber og nye bånd på tværs af Limfjorden i endnu højere grad farbar, siger han og fortsætter,

- Kulturbroen er mulighedernes bro. Den gør det mulig at bruge byen på nye måder, der forhåbentlig vil skabe endnu mere liv på begge sider af fjorden. Og så fører den Aalborg og Nørresundby endnu tættere på naturen og giver nye rekreationsmuligheder. 

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til også at takke min kollega Jens Toft-Nielsen, og alle andre der har engageret sig i arbejdet med Kulturbroen. De har kæmpet en flot kamp. Det her er en sejr til græsrødderne, afslutter Thomas Kastrup-Larsen. 

 

 

FØLG os og bliv opdateret

 OP