Programmet for Aalborg Regatta er klar

Fra 21. til 25. august bliver Aalborg Havnefront indtaget af Aalborgs maritime festival, Aalborg Regatta. Her kan du besøge de 15 deltagende skibe, høre nogle fede koncerter og sætte tænderne i lækker streetfood. Aalborg Regatta har netop offentliggjort programmet, hvor man kan læse om skibene, koncerterne og streetfood-standene.

Årets udgave af Aalborg Regatta omfatter det hidtil største antal deltagende skibe. Blandt skibene er flådeskibet Absalon, polske Dar Mlodziezy og norske Christian Radich. Under Aalborg Regatta er der løbende Åbent Skib, hvor publikum bliver budt ombord og kan se skibene helt tæt på. Hold øje med Åbent Skib-bannerne, der viser, når du er velkommen ombord!

Børnene har deres helt egetområde under Aalborg Regatta. Jomfru Ane Parken og Aktivitetspladsen er dedikeret til sjove, lærerige og maritime aktiviteter for de mindste. De første dage af Aalborg Regatta står også i børnenes tegn. Onsdag, torsdag og fredag får ni folkeskoleklasser undervisning med Limfjorden som tema og en sejltur med Brita Leth takket være et samarbejde med Aalborg Kommunes skoletjeneste. Fredag er der børnedag. Her oplever 18 folkeskoleklasser en formiddag, hvor saltvand, leg og læring går hånd i hånd. Alle børnene skal blandt andet ombord på flådeskibet Absalon.

Fredag er det Saveus og fremadstormende Zar Paulo, der skal stå for den musikalske underholdning, mens Tim Christensen er lørdagens hovednavn. I tillæg til disse hovednavne vil Lasse Skriver sørge for at varme publikum op lørdag, mens Dør I dine Arme, Katrine Schmidt og Åh Buster, lokale navne på vej frem, også indtager scenen. Endelig viser Aalborg Kulturskole, hvad deres elever kan, søndag den 25. august.

-          Jeg synes, vi har et flot program, hvor vi både præsterer i højden og i bredden, fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen. – Vi har nogle virkelig flotte og spændende skibe, som store og små vil få en oplevelse ud af at besøge. Det er suppleret af både en række populære og lokale kunstnere, vi ikke tidligere har præsenteret til Aalborg Regatta. Endelig fylder Streetfood hele Utzon Parken i år, så der bliver virkelig noget at komme efter, afslutter Lasse Frimand Jensen.

Samtidig med offentliggørelsen af programmet har Aalborg Events, arrangører af Aalborg Regatta, modtaget en flot donation på 250.000 kr. fra Salling Fondene til den maritime festival samt til UCI Gran Fondo World Championship og World Firefighters Games 2024. Alle arrangementer der sætter gang i Aalborg i august og september.

-          ”Vi er i Salling Fondene utrolig glade for at kunne bidrage til, at sensommeren i Aalborg med Aalborg Regatta, UCI Gran Fondo World Championship og World Firefighters Games 2024 bliver markeret med et brag af en fest for alle nordjyder og turister i området. Vi glæder os samtidig over, at de mange events skaber liv i byens gader. Det er dejligt at kunne se frem til tre uger fulde af aktiviteter”, siger Karin Salling, næstformand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.

 Det er ottende gang, Aalborg Regatta, bringer liv og glade dage til Aalborg Havnefront. Der var 80.000 gæster til Aalborg Regatta i 2023. Arrangørerne forventer mindst et tilsvarende antal gæster i 2024.

Du kan se alle aktiviteter under Aalborg Regatta her: Aalborg Regatta 2024 program

FØLG os og bliv opdateret

 OP